Kære Søren Pind!
Jeg skriver til dig med tre formål.
Dels skriver jeg for at takke dig. Dernæst skriver jeg til dig for at meddele dig min bekymring for retstilstanden i Danmark for ofre for voldtægt. Endelig skriver jeg til dig for at komme med et forslag til forbedring af retstilstanden for ofre for voldtægt i Danmark.
Allerførst vil jeg gerne sige dig tak for din indsats for at gøre Danmark til et bedre land at leve i. Jeg er ofte uenig med dig, men jeg fatter stor sympati for dig og ønsker at takke dig for dit arbejde for at gøre samfundet bedre.
Dernæst vil jeg gerne meddele dig min bekymring for retstilstanden i Danmark for ofre for voldtægt.
I en rapport fra 2010 med navnet "Voldtægter der anmeldes" fra Det Kriminalpræventive Råd oplyses der, at kun 19 % af alle voldtægtsanmeldelser fører til dom
Hvis man antager, at der bliver anmeldt omkring 450 voldtægter om året, betyder det, at ca. 86 af de sager fører til dom.
Hvis man ydermere antager, at der sker cirka 2000 voldtægter i Danmark om året, betyder det, at lidt mere end 4 % af voldtægter i Danmark fører til dom, hvilket igen betyder, at det næsten er straffrit at begå voldtægt i Danmark.
Jeg tænker, at der her er tale om en alvorlig brist i den almindelige retstilstand i Danmark. I pressen har det været nævnt, at det kan være svært at bevise, at et seksuelt forhold fandt sted under tvang. Jeg tænker, at der må være omstændigheder, under hvilke et menneske, der vil have sex med et andet menneske, bør kunne vide, at det andet menneske ikke indvilger i det seksuelle forhold. Jeg vil gerne komme med følgende forslag. Jeg foreslår, at der i den danske straffelov skal indføres paragraffer, således at man kan straffe et menneske for at gennemføre sex med et andet menneske under omstændigheder, hvor man bør vide, at dette andet menneske ikke indvilger i at have sex.
Jeg tænker, det er vigtigt at gøre noget, så at den dårlige retstilstand med hensyn til seksuel vold og tvang i Danmark forbedres til fordel for ofrene.
Til sidst vil jeg gerne ønske dig et godt forår og en god sommer.
Med venlig hilsen
Peder Kjærsgaard Roulund
Ingen kommentarer:
Send en kommentar