Viser opslag med etiketten retsstat. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten retsstat. Vis alle opslag

søndag den 14. marts 2021

DOBBELSTRAF OG FOLKETINGETS OMHU

 


Kære medlemmer af Folketingets Retsudvalg!

Jeg skriver til jer angående den paragraf, der medfører dobbeltstraf i coronarelaterede sager. Jeg vil også gerne have jer til at reflektere over lovgivningsprocessens omhyggelighed.

Men allerførst vil jeg gerne takke jer for jeres store arbejde som folketingsmedlemmer. Vores samfund har brug for, at gode mennesker som jer arbejder ihærdigt for at få alting til at fungere bedre i vores samfund. Tak!

Dernæst vil jeg gerne lede jeres opmærksomhed hen på en sag, der lige nu har stor bevågenhed i offentligheden. Det er sagen om den kvinde, der har fået to års fængsel for sine udtalelser, handlinger og optræden i forbindelse med en demonstration imod coronarestriktionerne. For mig synes det som om, at retten har gjort sit arbejde ordentligt og har dømt den pågældende kvinde efter landets love.

Det er dog svært for mig at forstå, at vi her i landet har en lov, der foreskriver dobbeltstraf for en forseelse, som er i begået i en situation, der er coronarelateret. Ydermere virker det for mig som om, loven med den omtalte dobbeltstrafparagraf er vedtaget under et alt for stort hastværk. Dette rejser for mig endnu et problem, for det ser for mig ud som om, at Folketinget fra tid til anden vedtager love med alt for stor hast. Dette medfører, at love, som behandles så hurtigt, får utilsigtede smertefulde virkninger. Det synes jeg er åbenbart, når man for eksempel betragter ghettopakkens virkninger.

Jeg vil gerne bede jer om at fjerne den dobbeltstrafparagraf, der førte til, at føromtalte kvinde blev idømt to års fængsel i stedet for et.  Dernæst vil jeg gerne bede jer om at indføre en større omhu i lovgivningsarbejdet, så lovforslag, der medfører strafforøgelser eller store konsekvenser for borgere, bliver vurderet ordentligt, inden de vedtages.

Min fornemmelse er, at for mange love i disse år vedtages så hurtigt, at det i befolkningen skaber en følelse af, at disse hastelovgivninger virker absurde, og at dette igen skader fornemmelsen af at være borger i en retsstat.

Til slut vil jeg gerne endnu en gang takke jer for jeres arbejde som medlemmer af Retsudvalget og som medlemmer af Folketinget, og så vil jeg gerne ønske jer alle et velsignet forår.

Med venlig hilsen

Peder Kjærsgaard Roulund

mandag den 26. august 2019

OM GHETTOPAKKEN I PRAKSIS brev til to udvalg i Folketinget






Kære medlemmer af Folketingets Transport- og Boligudvalg og af Folketingets Retsudvalg!

Aller først vil jeg gerne sige jer tak for jeres gode arbejde for at gøre Danmark til et bedre land at leve i. Gode mennesker som jer er krumtappen i bestræbelsen for, at vi kan have et samfund, hvor borgerne med anstændige midler kan ændre de samfundsmæssige rammer, borgerne er borgere under. Så tak for det!

Dernæst vil jeg gerne dele min bekymring for ghettopakkens virkninger med jer. I en artikel fra 29. juli i år i mediet A4 Nu bliver det beskrevet, hvordan Arbejdernes Almene Boligselskab (AAB) i København på grund af ghettopakken opstiller en række krav til nye indflyttere i 13 af boligselskabets afdelinger. To af kravene lægger jeg i særlig grad mærke til. Nemlig kravet om, at alle tilflyttere mellem 18 og 64 år skal arbejde 25 timer om ugen eller være under uddannelse. Jeg bider også mærke i kravet om, at alle tilflyttere mellem 15 og 64 år i de seneste to år skal have en gennemsnitsindkomst på 19.559 kr. om måneden før skat.

Når jeg bider mærke i disse to krav, er det fordi, at min familie på grund af disse krav ville være forhindret i at flytte ind i en af de 13 omtalte afdelinger i AAB København. Min hustru og jeg er begge teologer fra Aarhus Universitet, og vi arbejder begge som præster i Den Danske Folkekirke. Som familie har vi taget det valg, at min kone arbejder på halv tid. Det vil sige, at hun ifølge sin lønseddel arbejder 18,5 timer om ugen. For det får hun ca. 18.000 kr. i månedsløn før skat.

Vores måde at indrette vores arbejdsliv på betyder altså, at ghettopakkens implementering i visse boligselskaber begrænser vores ret til frit at søge og vælge boliger. Det endskønt ingen af os er kriminelle eller har en plettet straffeattest. Nuvel! Det skal egentligt ikke handle om os. I radioprogrammet P1 Debat den 30. juli i år fortalte en repræsentant fra 3F i København, at rigtig mange af deres medlemmer, som er stilladsarbejdere, heller ikke ville kunne søge bolig i de 13 omtalte afdelinger af AAB København.

Jeg frygter, at ghettopakken i praksis kommer til at virke på en måde, så den begrænser rigtigt mange mennesker i deres boligudvalg, uden at disse mennesker nogensinde har begået noget strafbart, der kunne gøre dem til en belastning for et boligområde. Jeg synes, det er et problem for det danske samfunds retstilstand, at samfundet begrænser borgeres frihed for at løse problemer, mange af disse borgere aldrig har været en del af. Derfor stiler jeg også dette brev til både Transport- og Boligudvalget og til Retsudvalget.
Jeg vil gerne bede jer om, enten som udvalg eller som enkelte medlemmer af Folketinget, at spørge de relevante ministre i regeringen om, hvor mange mennesker, der begrænses i deres adgang til at søge almene boliger, som konsekvens af ghettopakken. Jeg vil også gerne bede jer spørge relevante ministre om, hvor mange af de mennesker, der, som følge af ghettopakken får begrænset deres adgang til almene boliger, er egentlige kriminelle. De sidste spørgsmål vil jeg gerne bede jer stille, for at det kan komme for en dag, hvor mange mennesker egentligt rammes af ghettopakkens implementering, uden at disse mennesker har været en del af de problemer, ghettopakken blev vedtaget for at løse.

Til slut vil jeg medgive jer de bedste ønsker for jeres arbejde, og samtidigt vil jeg ønske jer alt godt i det folketingsår, der står for døren.


Med venlig hilsen
Peder Kjærsgaard Roulund














lørdag den 29. december 2018

OM KRIMINELLE BØRNS RETSIKKERHED






Kære Medlemmer af Folketingets Retsudvalg!

Jeg skriver til Jer for at takke Jer og for udtale kritik af en bestemt del af aftalen om tiltag mod kriminalitet begået af børn.

Først vil jeg gerne takke Jer for Jeres store arbejde som folkevalgte. Jeres samvittighedsfulde gerning for at gøre Danmark til et bedre land at leve i og et bedre land i verden er nødvendigt for, at vort samfund kan fungere ordentligt og for, at Danmark kan tage behørigt ansvar i verden. Så mange tak for, at I påtager Jer denne opgave!

Dernæst vil jeg gerne udtale kritik af den aftale om tiltag mod kriminalitet begået af børn, som regeringen i juni måned indgik med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. Nærmere bestemt vil jeg gerne kritisere det forhold, at det efter alt at dømme ikke skal være sådan, at de børn, som aftalen omhandler, skal have en beskikket forsvarsadvokat. Her støtter jeg mig op ad en leder offentliggjort på Dansk Socialrådgiverforenings hjemmeside den 25. oktober i år.

For det første er retten til et forsvar i mit hoved et af de mest fundamentale principper i en retsstat. For det andet er det jo ikke bare indbyggere eller borgere, der her ikke får denne rettighed. Det er børn. Det er nogle af de svageste individer i vores samfund. Der ud over må man formode, at de børn, der her er i søgelyset, mere end andre børn er udfordrede af vanskelige sociale forhold. Jeg skal derfor opfordre Jer til at ændre aftalen, så at de her børn får adgang til et juridisk forsvar, mens relevante nævn og fagpersoner behandler deres sag. I øvrigt vil jeg også gerne opfordre Jer til at lytte til den generelle kritik af omtalte aftale. Det er en kritik, som mange mennesker med faglig indsigt i dette område har rejst. Endelig vil jeg gerne opfordre Jer til at overveje, om ikke det er på tide, at anklagedes ret til et juridisk forsvar skrives ind i grundloven.

 

Endnu en gang vil jeg gerne takke Jer for Jeres arbejde som folketingspolitikere. I ønskes alle et godt og lykkebringende år i 2019.

Med venlig hilsen


Peder Kjærsgaard Roulund

onsdag den 3. oktober 2018

MINE DRØMMES EUROPA

Mine drømmes flag for EUROPAS FORENEDE STATER
¨
Jeg drømmer et Europas Forenede Stater med et flag, der har tre vandrette felter. Øverst et blåt. I midten et hvidt, og det nederste felt er grønt.
 
Det øverste felt, der er blåt, står for havet omkring Europa og for de floder, som løber igennem Europa. Det hvide felt i midten står for de tanker, der altid har spillet en rolle i Europas historie. Yderst til venstre i det hvide felt skal der være et kors for kristendommen. Yderst i det hvide felts højre side skal der være en fakkel eller måske en sol som symbol på de europæiske oplysningstanker. I midten af det hvide felt skal den figur, man får, hvis man tegner en lige streg fra Athen til Jerusalem til Rom til Wittenberg til London og til Paris, være. Det nederste felt skal være grønt for den natur, som Europa er så rig på.
 
Mine drømmes Europa har et Senat med 10 repræsentanter for hver europæisk stat. Derudover er der et repræsentanthus, hvor alle stater har et antal af repræsentanter, der svarer til hver enkelt stats indbyggere. Hver lov skal vedtages af begge kamre. Mine drømmes Europa har et føderalt retssystem med underretter, appelretter og højesteret. Samme retssystem har alle medlemsstaterne, og der er både på statsniveau og føderalt niveau en stærk adskillelse og balance mellem regeringsførelsens tre magter. Mine drømmes Europa har i øvrigt en præsident og en føderal forfatning med alle de mest grundlæggende bestemmelser for et europæisk demokratisk retssamfund. Derudover er der en midlertidig føderal forfatning, som skal genforhandles hver tiende eller tyvende år. Denne midlertidige føderale forfatning fordeler magten mellem Europas føderale lag, Europas delstater, og så de lokale lag med amter, læn og kommuner. På ethvert niveau af den europæiske regeringsførelse skal det sikres, at borgerne har mulighed for at ændre de love og regler, borgerne er forpligtede på at overholde.
 
Jeg drømmer om et retsstatsligt demokratisk Europas Forenede Stater. You may call me a dreamer, and maybe I,m the only one.
Fred og alt godt!