OM RETORIKEN BAG DISSE BREVE

Når jeg overvejer, hvad jeg godt kan lide ved min tilværelse, så er noget af det jeg tænker på det, at jeg godt kan lide at være borger i et samfund, hvor jeg med anstændige midler kan arbejde for at ændre de love, jeg er forpligtet på at overholde.

Mange medborgere udlever deres ret til demokratisk medindflydelse ved at melde sig ind i partier. Det har jeg også gjort. Jeg har været medlem af to partier, men jeg kan simpelthen ikke fordrage partidisciplin. Jeg er aldrig helt enig med et partiprogram, og så ender det altid med, at jeg ikke kan se mig selv som en del af partiet og melder mig ud.

Men når man ikke er medlem af et politisk parti, men alligevel gerne vil have indflydelse på det samfund, man er en del af, hvad gør man så? Jo! Jeg begynder at skrive breve. Brevene sender jeg så til det relevante udvalg i Folketinget eller det relevante udvalg i Byrådet. Jeg har også en enkelt gang skrevet til EU.

Med hensyn til breve til Folketinget, så sender man breve til dem via Folketingets hjemmeside, hvor hvert udvalg har en flade. Via disse flader kan man så uploade sit brev til udvalget.

Når jeg skriver mine breve til politikere, tænker jeg over de tre grundbegreber fra gammel græsk talekunst. Det er etos, patos og logos. Etos er troværdighed. Patos er ens lidenskab, og logos er ens argumenter. Lad os lade være med at kløjs i de græske ord. Lad os bare sige troværdighed, lidenskab og argumenter.

Af de tre: Troværdighed, Lidenskab og argumentation. Lad os da begynde med troværdigheden. Når jeg skriver til Folketinget om noget, jeg gerne vil have, bliver anderledes her i Danmark, går jeg meget op i, at det helst ikke skal være min egen personlige interesse, at noget bliver, som jeg foreslår. Og her må jeg skynde mig at fortælle, at jeg selv ikke altid overholder denne tommefingerregel. Men hvor om alting er, tænker jeg, at det svækker billedet af een som samfundsborger og medborger, hvis man kun kæmper for sine egne interesser. For så er ens henvendelse jo ret beset kun båret af ens egen egoisme og ikke af et større formål. Det bliver jo også et stærkere argument, hvis man kan sige, at det her ikke kun gavner en, nemlig mig, eller tre, nemlig mig og mine venner, men at det gavner mange flere eller hele samfundet.

Jeg har stor respekt for politikerne i vort samfund, og jeg tænker, at anerkendelsen af politikernes store arbejde for vort samfund er en meget vigtig del af ens henvendelses troværdighed. Uanset om man skriver for at argumentere imod en lov, man er uenig i, eller om man skriver om noget, man gerne vil have, skal ske, så skal man anerkende politikerne for deres vitale rolle i demokratiet. Det er med til at øge ens troværdighed som en god samfundsborger, at man respekterer det system, som kan ændre de bestemmelser, man gerne ser anderledes.

Angivelsen af kilder er vigtig for troværdigheden.  Man bør altid være omhyggelig med at fortælle, hvor fra man har viden om dette eller hint forhold, som man ønsker, skal være anderledes. Endelig er det jo også et plus for troværdigheden, at man skriver høfligt og i et sobert sprog.

Af de tre: Troværdighed, Lidenskab og argumentation, vil jeg nu gå videre med lidenskaben. I de breve, jeg skriver, gør jeg nok ikke så meget ud af lidenskaben. Lidenskaben giver vel til en henvendelses autencitet på den måde, at de, der læser, hvad man skriver, kan mærke, at man virkeligt mener det. Personligt ved jeg ikke, hvor meget lidenskab der er i de breve, jeg skriver. Og måske kan man sige, at lidenskaben i mine breve findes i det faktum, at jeg har sendt et brev til et folketingsudvalg.

Så er jeg forbi lidenskaben og af de tre kategorier, troværdighed, lidenskab og argumentation, går jeg nu videre med argumentationen.

I argumentationen ligger der også en rækkefølge. Først fremsætter jeg mit ærinde. Så nævner jeg gode argumenter for, hvorfor jeg synes, som jeg synes. Derefter nævner jeg et argument eller to imod det, jeg mener. Disse modargumenter gendriver jeg så.

Måske kan man sige, at de tre: troværdighed, lidenskab og argumentation hænger sammen, sådan at jo mere redelig, man er i sin argumentation, jo mere støtter det også ens troværdighed.  Troværdigheden bliver jo også en støtte for argumentationen. Hvis man har en høj troværdighed, er modtagerne jo mere tilbøjelige til at stole på én.  Måske kan man finde en slags lidenskab i det, at man så nøjagtigt som muligt gengiver et modargument. På den måde siger man jo, at man er så sikker på ens henvendelse, at det ikke kan true ens ærinde, at et argument mod ens holdning kommer til orde.

Nu har jeg været igennem de tre klassiske kategorier en tekst, skal vurderes på. De tre er som sagt, troværdighed, lidenskab og argumentation.

Dermed er der faktisk en rækkefølge for de meddelelser, jeg plejer at skrive til for eksempel Folketinget. Først kommer takken. Takken til politikerne for deres store indsats for demokratiet. Så fremfører jeg mit ærinde. Jeg fortæller, hvad jeg gerne ser gennemført, eller hvilken lov eller hvilket lovforslag jeg er utilfreds med. Så kommer der et eller to argumenter imod min holdning og mit ærinde, og så gendriver jeg disse modargumenter. Så konkluderer jeg. Det vil sige, at jeg lige summerer op, hvad jeg gerne vil have, at politikerne gør. Jeg plejer egentligt også lige at nævne et eller to alternativer, som jeg foreslår politikerne at følge, hvis de altså ikke bliver enige med mig af at læse mit brev. Så takker jeg igen politikerne for deres gode arbejde, og så ønsker jeg dem det aller bedste, inden jeg slutter af med en venlig hilsen.

Hvis du har lyst, kan du se, hvordan jeg skriver breve til folketingets politikere, kan du se mere her på denne blog.